Glædelig 8. marts

Her på dagen bringer vi indlæg fra Rosa Lund om Enhedslistens ønsker og tiltag:

I år har vi i Enhedslisten kæmpet for og sikret krisehjælp til voldsudsatte. For LGBT+-personers ret til at være, hvem de er og danne familie med hvem, de vil. Og ikke mindst for lige løn for lige arbejde.
For i år kan vi frem for alt endnu en gang konstatere, at kvindekamp er klassekamp.

For det er klassekamp, at kvinders arbejde systematisk lønnes lavere end mænds. Når blandt andet sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er og jordemødre får en alt for lav løn fordi, de typisk er kvinder. Det gør de, fordi vi stadig lønner offentligt ansatte ud fra det sexistiske og forældede lønhierarki, der blev vedtaget med Tjenestemandsreformen i 1969.

Og det er klassekamp, når den offentlige sektor bløder ansatte, fordi lønnen er for lav og arbejdsforholdene for dårlige, og regeringens svar lader til at være at privatisere og dermed øge uligheden.

Enhedslistens modsvar er klart: Vi skal værdsætte og værdisætte omsorgsarbejde langt højere, end vi gør i dag. Vi skal skrotte Tjenestemandsreformen og sætte fem mia. kr. af til et mærkbart lønløft i den offentlige sektor, der skal mindske uligelønnen mellem mænd og kvinder og samtidig fremtidssikre vores velfærdsstat.

Ellers kan vi se frem mod et mere ulige samfund, både mellem mænd og kvinder og imellem de samfundsgrupper, der har råd til at betale for private velfærdsydelser og dem, der er afhængige af en offentlig sektor, som udhules mere og mere for hvert år, der går.

Derfor kæmper Enhedslisten videre for et mere ligestillet og lige samfund. Det kunne vi ikke gøre uden de fagforeninger, aktivister, organisationer og ikke mindst alle de mange ansatte i den offentlige sektor, som hver eneste dag demonstrerer, hvor fuldstændig uundværligt, ”kvindearbejde” er.

Jer fejrer vi i dag – i morgen kæmper vi videre.

Venlig hilsen Rosa Lund, ligestillingsordfører