Regionerne har kvalitet som det vigtigste, og jeg har ikke hørt én borger prioritere det nærmeste hospital frem for det, der bedst sikrer helbredelse. Han spørger, hvorfor patienten skal bruge en hel dag på transport til og fra sygehus, hvis det kan håndteres i et sundhedshus tæt på patientens bopæl. Svaret er, at strukturreformen fra 2007 ikke havde en plan for kommunernes sundhedsopgaver, og at sundhedshuse derfor er vidt forskellige, findes for få steder, og at almen praksis kun vil tage egne patienter i sundhedshusene. Det er en misforståelse, at det skulle være regionerne, der ikke vil det sammenhængende sundhedsvæsen.
Det er grinagtigt, at regeringen beklager sig over kommunernes forskellige tilbud og tror, at 21 fællesskaber med 98 kommuner og en egenrådig gruppe som almen praksis bedre skaber ens tilbud end fem regioner. Regeringen ved, at regionerne er godt i gang med mange af reformens ambitioner som samarbejde om sundhedshus i Helsingør med 75 kommunale sengepladser og fælles ambulatorier. Det kunne man lave en national plan for.
