Skal vi hælde det gode vand i åen ?

læserbrev fra Tue Tortzen Formand for Hillerød Forsyning

Skal vi hælde det gode vand i åen ?

Vi kan glæde os over de store investeringer som Novo, FUJI, Ellab og andre virksomheder sætter i gang i Hillerød.
Det giver arbejdspladser og sikrer beskæftigelsen for næste generation, og det giver gode skatteindtægter.

Men den nye produktion kræver meget store vandmængder, og vi er nødt til at tænke nyt for at sikre både rent vand og rensning af spildevand fra industrien.
Hillerød Forsyning er nu ved at få udvidet rensningsanlægget så det også renser for medicinrester. Det betyder samtidig at andre stoffer renses langt bedre ud, og vandet bliver stort set så rent som drikkevand.

Der kan dog stadig være stoffer / sporstoffer som gør at vandet ikke må genbruges i Industrien, det problem skal vi hurtigst muligt i ang med at løse.
Der er tekniske udfordringer og der er lovmæssige udfordringer fordi kravene til medicin – produktion er meget høje.

Overfor det står udfordringen med at vi faktisk pumper mere grundvand op end der siver ned igen, og det bliver ikke ved at gå.

Slet ikke hvis vi kommer ud for grundvandsforureninger som det skar mange steder i landet.

Derfor må alle gode kræfter i industri, forsyning og forskning gå sammen om at finde løsninger så vandet genbruges i industrien – i stedet for at hælde rent vand i åen.
Kun på den måde kan vi sikre vandforsyningen til både produktion og til borgernes forbrug for fremtiden.