Slå og stem mod racismen

Søndag d. 19. maj var der tøndeslagning på Posen. Enhedslisten og SUF(Socialistisk ungdomsfront) havde inviteret børn, forældre og bedsteforældre til at slå et slag for antiracisme.
Landet over har der været lignende arrangementer, under overskriften “Byg bro”. Hvorfor? Fordi racisterne er i fremmarch i Danmark.
Grobunden for den udvikling er mange års fremmedfjendske retorik og handlinger, ført an af et flertal af partierne i Folketinget. Partier som kappes om at være de mest ubønhørlige over for flygninge og indvandrere. Partier, som udsætter børn, hvis forældre er på flugt fra krig og andre katastrofer, for umenneskelige og nedværdigende forhold i hjemsendelseslejre.
Diskrimination og dæmonisering af først og fremmest muslimer er den ødelæggende drivkraft, der retfærdiggør alt:
* Økonomisk udsultning som skaber fattigdom ikke kun blandt flygtninge, men også blandt ny -og gamle danskere. Dét, at der bor 64.500 fattige børn i et af verdens rigeste lande, Danmark, er forrykt.
* Splittelse af velintegrerede familier, herunder “hjemsendelser” af børn og unge, hvis eneste hjem ligger i Danmark.
* Vedtagelse af love, hvis eneste formål er at chikanere, nedgøre og skræmme muslimer.
* Og ikke mindst Ghettoplanen, vedtaget af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF.
Ghettoplanen er samtidig en anslag mod de almene boliger og deres beboere. Den sætter beboerdemokratiet ud af kraft.
Ghettoplanen fører til tvangsflytninger af tusinder familier, børn, ældre og gamle. Mange “vaskeægte” danskere bliver ramt.
Ghettoplanen fører til en stor miljøbelastning fordi den omfatter nedrivning af mange gode og uundværlig boliger. Det er et uansvarligt ressourcespild, efterfulgt af unødvendig ressourcekrævende vækst, eftersom der skal beslaglægges fællesejede jord til bygning af ejerboliger, kun de stærkeste har råd til at købe.
I en tid med åbenlyst racisme, forarmelse og nedværdigelse af de fattige samt diskrimination uanset nationalitet, opfordrer Enhedslisten og SUF til at stemme på Liste Ø eller et andet parti, som ønsker en anden politik.
Krydset d. 5/6 er også en del af kampen for et mere humant og anstændigt Danmark.