Kædeansvar
Sagerne om børn som sættes til at rive asbestplader af og andre livsfarlige ned viser med al tydelighed hvad der efterhånden er foregået i mange år. ”Pæne” firmaer med fine certificeringer og overenskomst antager underentreprenører til dumpingpris.
Disse firmaer ansætter udenlandske folk uden kendskab til de farer der er ved opgaverne. Så de går bare til den uden stillads og masker og instruktion.
Desuden aflønnes de enten sort eller under de danske overenskomster. Når fagforeningen så får tvunget en overenskomst igennem udsteder de falske lønsedler på 37 timer selvom folkene arbejder 60 timer.
Den seneste sag hvor J. Jensen lægger sig fladt ned og undskylder viser tydeligt at han er for klog til at benægte fakta – det er heller ikke nødvendigt for han kan få nye underentreprenører til at tage ansvaret for de næste ulovligheder.
Jeg er derfor meget glad for at Hillerød Kommunes Økonomiudvalg i dag har godkendt mit forslag om at der skal laves retnings linier for hvordan vi kan have kædeansvar i vores udbud og entrepriser.
Når det er indført kan vi stille hovedentreprenøren til ansvar selvom underentreprenøren er gået fallit eller forsvundet i udlandet.
I sin til fik jeg indført arbejdsklausuler (ILO konvention 94) overfor kommunens leverandører. Det medfører at de ikke må stille deres arbejdere dårligere end de kollektive overenskomster (de ægte overenskomster) men med kædeansvar vil vi kunne sikre os langt bedre mod svindel .
Nu mangler vi bare at de store entreprenører i DI accepterer at få kædeansvar med i overenskomsterne, så er vi et godt stykke ad vejen mod et ordnet arbejdsmarked.
Tue Tortzen Byrådsmedlem Hillerød Enhedslisten (Ø)