Dem der siger at sygeplejerskernes strejke har været forgæves har ikke ret. Selvom Socialdemokraterne i regeringen sammen med de borgerlige greb ind og forbød konflikten vil den få stor betydning for lønforholdene på den del af det offentlige område som er lavtlønnet fordi der er flest kvinder i fagene.
Vi ved af erfaring at resultaterne af en strejke ikke altid kommer lige med det samme.
I 1985 stemte arbejderne nej til et mæglingsforslag og vi gik i strejke op til påske. Schlyter`s konservative regering greb ind, og selvom det nærmest udløste generalstrejke stoppede konflikten inden pinse.
Men ved overenskomstforhandlingerne i 1987 blev arbejdstiden sat ned med en time om ugen i 3 år så vi i 1990 kom ned på 37 timers arbejdsuge.
Det var ikke sket uden strejken i `85.
I 1998 stemte arbejderne mæglingsforslaget ned og arbejdet blev nedlagt. Efter en uge greb socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen ind og ophævede mæglingsforslaget til lov.
Men ved overenskomstforhandlingerne i 2020 fik vi forhandlet den 6 ferieuge igennem.
Det var ikke sket hvis vi ikke havde taget kampen i `98.
Denne gang er det ikke de privatansatte som kræver kortere arbejdstid, men en gruppe offentligt ansatte som har sat sig for at få rette op på ulige lønforhold i kvindefagene.
Det havde været bedre hvis pædagoger, sosuèr og andre grupper havde kæmpes sammen med sygeplejeskerne, men den stærke vilje og sammenholdet har gjort at konflikten en gang for alle har sat focus på hovedproblemet :
Tjenestemandsdirektivet fra 1969 er fra en tid hvor man gik udfra at manden var hovedforsørger og kvindens indtægt var supplement.
Det var forkert den gang – men det skriger til himlen i vore dage hvor vi er kommet så meget længere med lige rettigheder – og pligter – for mænd og kvinder.
Hvilken politikker tør gå til valg på at fastholde et lønsystem som forfordeler kvindefagene ?
Enhedslisten har foreslået at der afsættes penge til at rette op på skævhederne i løbet af den kommende overenskomstperiode. Det er der ikke flertal for lige nu, men den stærke og farverige strejke har en gang for alle flyttet befolkningens syn på – og viden om – lønforholdene i den offentlige sektor.
Det skal nok komme lige som alt detandet vi har kæmpet os til ved sammenhold og beslutsomhed.
