Stop salget af Akselhus.!

Stop salget af Akselhus.
Socialdemokratiet og Venstre har nu vedtaget at sælge Axelhus. Det er et hus med lejligheder til folk i bolignød.
I 1970èrne gik Faglig Ungdom, gymnasieeleverne, pædagogstuderende, sygeplejeelever, DSU, DKU og SFU og andre unge sammen i Hillerød Ungdomsgruppe.
Vi ville have ungdomsboliger, der var til at betale for en lærlingeløn eller en S.U. Der var kun dem som Fællesorganisationen havde oven på Biblioteket i Bakkegade.
Det lykkedes efter demonstrationer og møder at få kommunen til at ombygge Akselhus fra familieboliger til ungdomsboliger. Det blev gjort som et beskæftigelsesprojekt hvor unge arbejdsløse byggede sammen med håndværkerne.
Siden den gang har kommunen fået mange flere ungdomsboliger, men behovet for boliger til folk som er kommet i problemer – hjemløse og sårbare – er stadig stort.
Der bygges mange gode nye boliger, og en del af dem er til at betale med almindelige indkomster.
Men dem der ikke har ”almindelige indkomster” må leve af bistandshjælp, førtidspension eller helt uden indtægt, og dem skal vi også have plads til i Hillerød.
Derfor er det skammeligt at kommunen først sætter Horsevænget og derefter Axelhus til salg.
Først blev boligkommissionen nedlagt så der ikke er kontrol med sundhedsforholdene i udlejningsbyggeriet. Nu sælger man ud af vores billige boliger.
Det er sørgeligt at se, hvor meget det rykker til højre når Socialdemokratiet og Venstre deler magten, som det er sket i denne valgperiode.
Enhedslisten Hillerød/ Tue Tortzen

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

25 + = 28