støt kvindefagene og sæt penge af til det!

Støtte til kampen for ligeløn
Efter en lang og udmarvende strejke 2008 aftalte parterne en rapport om uligeløn. Den blev afgivet i 2010 af professor Henning Jørgensen og konkluderede blandt andet at problemet med ligeløn ikke kunne løses via overenskomstsystemet. Tværtimod var det nødvendigt at løse det politisk og som minimum via trepartsforhandlinger.
Der er løbet meget vand under broen siden da, men status er at problemet fortsat er uløst, at der ikke har være politisk vilje til at løse det og at især sygeplejefaget står overfor et kæmpe problem.
Færre ønsker at uddanne sig til sygeplejerske, og især efter de første to bølger af Covid-19 flygter sygeplejerskerne fra de danske sygehuse.
Konsekvensen er en akut mangel på sygeplejersker der både har betydning for behandling af patienter her og nu, men også giver store hovedbrud ift. fremtiden.
Hvis ikke vi løser problemet med uligeløn nu, så mister vi muligheden for at vende kurven.
Sygeplejerskernes strejke er både rigtig og vigtig, og fuld berettiget. De strejker ikke kun for sig selv, men for alle kvindefag, for alle patienter og for hele velfærdssamfundet.
I Enhedslisten ønsker vi derfor at få nedsat en lavt- og ligelønspulje på 5 milliarder kroner årligt, som både skal komme sygeplejersker, pædagoger, SOSUèr og andre lavtlønnede faggrupper til gode .
Konflikten skal ikke løses med et indgreb i den overenskomstmæssige konflikt , men med en politisk beslutning der sikrer at der er penge til at rette det skæve lønsystem op.
Rammerne for lønforhandlingerne i den offentlige sektor sættes af Christiansborg, derfor er det også politikerne og Christiansborgs ansvar at finde finansieringen og gøre op med uligelønnen.
Det er forudsætningen for at staten, regionerne og kommuner kan sikre et fair og lige lønsystem fremover.
Sinem Demir Folketingskandidat i Nordsjælland Enhedslisten
Tue Tortzen Byrådsmedlem i Hillerød Kommune (Ø)