Som en tyv om natten

Som en tyv om natten skriver Enhedslistens byrådsmedlem Tue Tortzen her om kommunens mulige salg af lejlighederne på Horsevænget.
“Som en tyv om natten
På byrådsmødet var sidste punkt “Eventuelt salg af kommunal ejendom” Punktet var på lukket dagsorden, så ingen måtte fortælle om det før beslutningen var truffet.
Det handlede om at sælge de fleste af lejlighederne i Horsevænget (den nordlige del )og putte pengene i kommunekassen.
En så stor sag burde være en del af budgetforhandlingerne, men den er altså blevet gemt som” julegave” til beboerne
Jeg foreslog at vi i det mindste spurgte beboerne hvad de mener før der blev besluttet noget – men det blev stemt ned med et brag.
Salget blev vedtaget med alle stemmer imod Enhedslisten
Den megen tale om borgerinddragelse i beslutningerne gælder ikke for vore lejere i Horsevænget , de får bare besked på at deres bolig bliver solgt.
Hvilken boligspekulant der køber ved vi ikke endnu, men det er helt sikkert at køberen har et eneste formål : at tjene penge på modernisering ligesom f.eks den amerikanske kapitalfond Blackstone gør i København. Det vil sandsynligvis betyde at huslejerne stiger til det dobbelte.
De borgerlige har før foreslået at sælge Horsevænget, men det er blevet forhindret.
Hvordan kan Socialdemokratiet og SF stemme for salg når det vil betyde at huslejen stiger til det dobbelte i løbet af få år ?
Kommunen byggede i sin tid Horsevænget for at have billige lejligheder at anvise til borgere med små indtægter.
Beboerne jo ikke bliver mere velhavende af at huslejen stiger, så de skal have mere kommunal støtte for at klare sig i en dyrere lejlighed.
Man kan med rette sige at kommunen har ladet bygningerne forfalde – vi har længe vidst at tage er utætte, men først gjort noget ordentligt ved det de sidste par år hvor der er sat penge af i budgettet til nødvendig renovering.
Nu viser det sig – som altid – at hvis man ikke passer på at taget er tæt – ja så kommer der skimmelsvamp og andre skader som er dyre at udbedre.
Men det er os – kommunen- der som udlejer har svigtet, og det er uanstændigt at løbe fra ansvaret nu ved at sælge.

Tue Tortzen
Byrådsmedlem
Enhedslisten

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

20 + = 25