Mindre støj fra byggepladser.

Tue Tortzen – debatindlæg i pressen 23 april 2021
Miljø- og klimaudvalget har besluttet at der fremover ikke må støjes fra byggepladser om lørdagen, og kortet en time af den daglige arbejdstid så støj skal ophøre kl. 17 i stedet for kl. 18 på hverdage.
Der er jo bygge- boom i Hillerød, og udvalget er enige om at der også skal tages hensyn til naboerne. De fleste kommer jo hjem fra arbejde og spiser aftensmad inden 18, og med udsigten til flere års fortsat byggeri er det rimeligt at folk kan få fred fra kl 17 og om lørdagen. Vi burde have ændret tiderne noget før.
Svend Petersen, direktør i HHM Byg er meget utilfreds, han kalder det dårlig erhvervspolitik at der ikke må støjes sen eftermiddag og lørdag.
Hillerød er en god kommune for erhvervslivet – ellers blev der jo ikke bygget på livet løs. Men det er slet ikke meningen at folk skal arbejde fra 6 om morgenen til 6 om aftenen. Overenskomsterne fastsætter 7,5 timers arbejdsdag på ugens første 5 dage. Det har fagforeningerne opnået lidt efter lidt fra dengang for 100 år siden hvor arbejdstiden var 60 timer om ugen. Det er sket for at arbejderne ikke skal nedslides, og det har været muligt fordi maskiner og teknik har gjort byggeriet mange gange mere effektivt. Det går hurtigere end nogensinde før, så hvis en opgave ikke kan løses indenfor den normale arbejdstid er det på grund af dårlig planlægning – eller ønsket om endnu større profit.
Selvfølgelig kan der være opgaver som kræver dispensation – store støbninger som skal ske fortløbende eller opgaver som generer trafikken og derfor skal udføres om natten eller om søndagen. Dem vil vi stadig give. Men almindeligt byggearbejde skal udføres i den almindelige arbejdstid, det er de fleste bedst tjent med.

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

+ 77 = 79