Mindeord fra Tue Tortzen

Medlem af Regionsrådet Torben Kjær er død. Torben var Hillerød- dreng fra Fredskovhellet, gik på Byskolen og boede i Hillerød hele sit liv. Allerede som barn var hans liv præget af kraftig sukkersyge men han tog det som det var og levede et godt drengeliv sammen med os andre. Han var min første makker da vi var bude hos Hoyer Olsens boghandel sidst i 60-erne.

Torben blev uddannet som landmåler og arbejdede indtil han blev blind af sukkersygen omkring 30 år alderen.

Det er jo et alvorligt handicap men Torben gav ikke op, han blev mere og mere aktiv for blinde og andre handicappedes rettigheder og samtidig politisk i Enhedslisten. I løbet af de mange år i Hillerød Handicapråd og Regionsrådet , fik Torben mange sager igennem til gavn for handicappede, og ved sit eksempel viste han at man godt kan få politisk indflydelse på trods af fysiske besværligheder.

Torben gav ikke op så let, han klarede mange private opgaver selvom han var blind. Men han måtte dog bede om hjælp engang han var gået i gang med at lægge fliser i sin have….

Vi har mistet en flittig og solidarisk kammerat som gjorde hvad han kunne for at hjælpe de små i samfundet. Ære være Torbens minde.

Enhedslisten i Hillerød Kommune Tue Tortzen