kun få tilslutter sig kloak frivilligt …

Tue Tortzen der er Enhedslistens byrådsmedlem kommenterer det dybt uansvarlige i at separatkloakeringen manglende gennemførsel.
Han skriver:
Frihed uden ansvar
Hillerød kommune har bedt firmaet Evidan om at se på vores spildevandsplan for de kommende år.
Ikke overraskende anbefaler Evidan at kommunen pålægger de private grundejere som ikke har separatkloakeret at gøre det i takt med at kommunen lægger regnvandsledninger i vejene.
Det anbefalede både Kommunens og Forsyningens teknikere også da arbejdet med ændring af spildevandsplanen startede i 2013. Planen blev lavet med fuld separatkloakering, og det nye rensningsanlæg blev dimensioneret efter dette.
Men så skabte en gruppe parcelhusejere en mægtig mediestorm. De ville ikke betale for den del af anlægget der ligger på privat grund, den gang anslået 30.000 kr i gennemsnit.
Som Louise Colding udtrykker det lyttede det politiske flertal til disse grundejere og ændrede planen så der kun separeres for vejvand og offentlige bygninger.
Derimod lyttede de ikke til den halvdel af borgerne som har betalt til separatkloakering fordi det hus de bor i er opført efter 1994 eller tidligere har skilt regnvand fra spildevand. Heller ikke til alle de nye borgere som flytter til byen, alt nybyggeri bliver forberedt til separatkloak.
Ud af den gruppe som er tilbage skal en stor del alligevel snart skifte deres gamle betonledninger fordi de udtjente.
Så nu bruger vi nu over en milliard på arbejder som ikke virker efter hensigten. Hver gang det regner løber der lort ud i Pøle Å og Havelse Å. Ganske frivilligt.
Og det bliver meget dyrere for grundejerne at de ikke slutter sig på når maskiner og folk er på vejen. Det bliver også dobbelt så dyrt for kommunen og Forsyningen fordi de løsninger man kan lave uden at alle er med bliver mere besværlige og kræver meget større rør.
Desuden bliver der meget mere vejarbejde til gene for trafikken.
Jeg håber at det er ved at gå op for flertallet at der er dybt uansvarligt at fortsætte med forkerte løsninger.
For miljøet, for dem der har betalt allerede og for dem som får dyrere løsninger når de skal kobles på alligevel om nogen år.