Flis i kasketten?

Andreas Petersen fra foreningen ”Verdens skove” stiller nogle meget fornuftige spørgsmål ved det bæredygtige i at gå fra gas (eller kul og olie) over til flisfyring. Det er rigtigt at overdreven skovhugst kan ødelægge livet for mange dyr og planter. Det sker rundt om i verden, og man bør kun handle med firmaer som kan bevise at deres flis kommer fra kontrolleret hugst. Hillerød Forsyning stiller strenge krav til vore leverandører, vores flis kommer fra Sjælland og Skåne.
Her har været skovdrift i mange hundrede år, og her udlægges samtidig store områder til naturskov som ikke røres.
Men det er klart at, når Amagerværket og andre storforbrugere går over til flisfyring, bliver det hentet længere væk f.eks Norge, Sverige , Baltikum og Canada
Det er helt nødvendigt at finde anden energi end fossile brændstoffer. Alle ved at isen smelter og havet stiger fordi der er udledt for megen C02 i atmosfæren, og derfor skal brug af kul-olie-gas stoppes hurtigst muligt. Sol og vind er gode kilder, og brintteknologien er fremtiden – men der er et godt stykke tid til vi har vedvarende energi nok til klodens forbrug. A- kraft har vi vel alle afskrevet?
Planterne er naturens egne solceller. Når du fælder et træ bliver der plads og lys til et nyt. Hvis det vælter og rådner kommer CO2 tilbage til atmosfæren, når bakterierne fordøjer træet – hvis du brænder det kommer CO2 også tilbage til atmosfæren – men man udnytter energien. Derfor er det miljørigtigt at bruge træ i fjernvarmeværkerne i en periode – videnskaben siger ca,. 30 år.
Det skal gøres ansvarsfuldt – men det er en del af løsningen, mens vi venter på brint- energien.
En anden del af løsningen er at hente varme fra undergrunden – geotermi – som vi bl.a. arbejder med i Hillerød Forsyning. Det giver billigere fjernvarme og kun den CO2 udledning der kommer fra pumpernes drift. Det kan ikke gå hurtigt nok…
Tue Tortzen Formand miljø – og teknikudvalget Hillerød kommune