Enhedslisten er med i Hillerød kommunes budget for 2025

Vores byrådsmedlem Tue Tortzen om vores deltagelse i budgetforliget i Hillerød kommune.

Enhedslisten fik flere af vores mærkesager igennem og samtidig var vi med til at trække de store økonomiske beslutninger i den rigtige retning og undgå en stor del af de foreslåede besparelser.
Vi er derfor en del af budgetforliget for 2025 selvom det langt fra lever op til de ønsker vi har til en velfærds- og klimaaktiv kommune.

Der er fundet en fornuftig model for ombygning/nedrivning af Grønnevang skole. Der er også igangsat arbejde med flere to- lærer timer til hjælp for de elever som har behov for ekstra støtte

Der er enighed om et fornuftigt udspil omkring Selskov Stadion hvor bredde- idrætten sikres.

Vi fastholder forholdet mellem uddannede pædagoger og medhjælpere på trods af forslag om færre uddannede

Vi fastholder kontorelever i forvaltningen

Der tages skridt til øget grundvandssikring bl.a. ved sprøjteforbud

Der gives flere penge til bussdriften så bybusserne 301 og 302 kan fortsætte nuværende drift, dog med afkortning af linie 301 i begge ender.

Brødeskovvej får cykelsti langs hele vejen og på den vestlige del anlægges rabat mellem sti og biltrafik.

Cykelstien langs den indre del af Frederiksværksgade er jo vedtaget, men der er ikke sket så meget. Den er nævnt i budgettet.

Der kommer ny cykelsti ved Peder Oxe Alle

Der kommer hæve/sænke pullerter for enderne af gågaderne så man ikke kan køre ind med tunge lastbiler og smadre den nye fine belægning (sådan som det skete med den gamle)

Der arbejdes med en ny , billigere stimodel som kan gøre det muligt at anlægge stier i landområderne bl.a Gørløse til Strø og Bendstrup-Alsønderup-Nejede(til Alsønderup Skole og daginstitution).

Enhedslistens forslag om nyttehaver på Bjerggården er nu fremmet ved at der skal laves lokalplan og der afsættes (meget begrænsede) midler til anlæg af stamvej m.v.

Sidste år blev det aftalt at der skal arbejdes med at få de sidste ledige i arbejde i kommunen, og give dem AMU kurser og sprogundervisning så de kan blive klar til det private arbejdsmarked. Det er ikke blevet til noget i 2024, men nu er der ny tekst i budgetforliget og vi vil presse på for at denne aftale overholdes så der kommer tilbud om job og uddannelse.

Vi fastholder støtten til TUBA – et tilbud om støtte til børn af misbrugsfamilier.

Der kommer ikke besparelser på Bibleoteket og Musikskolen.

Der er også besparelser som vi gerne var foruden, men samlet set er budgettet ansvarligt udfra de muligheder vi har.

Der vil fortsat være efterslæb på vedligeholdelse af veje og bygninger. Det kan kun løses hvis regeringen åbner op for den bugnende statskasse og hæver anlægsloftet.

Vi skal ikke acceptere at regeringen, som bruger milliarder på skattelettelser, militær og minkerstatninger bliver ved at holde kommunernes økonomi nede.

Lokalpolitikkerne må stå sammen om at kræve flere penge til velfærd og ansvarlig vedligeholdelse af de fælles værdier.