Boykot Nemlig.com

Den senere tids omtale af Nemlig.com viser med al tydelighed at de fortravlede chauffører og vognmænd som bringer firmaet pakker ud bliver groft udnyttet.
Firmaet hjælper dem med at starte som selvstændige – og selvstændigheden består i at de må køre 10-12-14 timer i døgnet for en elendig betaling som er fastsat af Nemlig.com. De har ingen organisation og hvis de gør vrøvl er det bare ud af klappen.
Det betyder at alle regler og fornuftige måder at arbejde på – samt færdselssikkerheden- er sat ud af kraft.
Det er også kommet frem at i firmaet Intervare – de lagre hvor varerne pakkes ser det ikke meget bedre ud. Der er godt nok overenskomst med 3F, men næsten ingen af arbejderne –overvejende udenlandske- er medlemmer af fagforeningen. Man får mistanke om at de har fået besked på, at så er det ud af klappen. Der fyres i alt fald mange hver dag fordi de ikke kan leve op til de tempo- krav som firmaet egenhændigt har fastsat.
Hvis alle meldte sig i 3F og stod sammen kunne det ikke gå så galt – men så enkelt er det ikke. Arbejderne kommer fra mange forskellige lande, det er vist ikke en fordel at man kan tale dansk ved ansættelsessamtalen. Det har den fordel for firmaet at folkene ikke kan forstå hinanden og derfor har svært ved at finde sammen. Så der bliver ikke valgt tillidsfolk og sikkerhedsfolk.
Der stilles store krav til lagerarbejdere og chauffører i Danmark – men de fleste steder er arbejderne i 3F og har rimelige forhold – og mulighed for sat sige fra hvis firmaet stiller urimelige krav. Disse firmaer taber i konkurrencen med et foretagende som Nemlig.com / Intervare som trykker priserne på grund af umenneskelige arbejdsforhold.
Som forbrugere kan vi påvirke ved at afbestille varer fra firmaerne indtil de finder en fornuftig løsning med 3F.
Enhedslisten i Hillerød har bedt Borgmesteren om at undersøge om kommunen handler med Intervare/nemlig.com, og hvilke muligheder vi har for at stoppe med at handle med dem indtil forholdene er i orden.
Som private forbrugere kan vi gøre det ved at stoppe straks – heller i dag end i morgen.